Lidt af hvert

Slut med tænder

Ved årsskiftet så er tandlægekarrieren endegyldigt slut!

Det er nu 5 1/2 år siden, at jeg afhændede min klinik, og stoppede som privatpraktiserende tandlæge. Selvom det egentlig var planlagt at jeg skulle stoppe helt, så havde jeg på flere planer lyst til og brug for fortsat at beskæftige mig med faget, så det blev via Region Sjællands Tandpleje, at jeg kom til at slutte min karriere med 2 helt anderledes faglige discilpliner, Specialtandplejen og Omsorgstandplejen. Det første var slet ikke mig, men det sidste gav en form for mening, måske ikke så meget i form af tandpleje, men mere gennem omsorgsdelen. De fleste af de tilknyttede borgere er i en eller anden demenstilstand, og det sætter selvfølgelig nogle skarpe grænser for, hvilke ydelser, der er mulige, og som samtidig accepteres af borgeren. Lang historie, men interessant måde at slutte sit faglige liv på, og ikke mindst få et indblik i den verden, der leves af mange ældre, ikke mindst på vore plejehjem. De sidste 2 år har jeg været konsulent for Slagelse Kommune, og ene mand varetaget deres Omsorgstandpleje. Jeg har forlænget kontrakten 2 gange, men 3. gang sagde jeg stop. Nok er nok, og jeg kan mærke på mig selv, at 'lige nu' er det helt rigtige tidspunkt for mig at slutte på. Rart, at være helt uden forpligtelser af arbejdsmæssig karakter. Det har jeg vist aldrig før prøvet!

Og så er det alligevel ikke helt slut! Jeg har et lille nichejob i Sorø Kommune. 1,1 time om ugen, hvilket fysisk bliver til et månedligt møde på 1 1/2 times varighed med kommunens overtandlæge. Her vurderer vi tandbehandlingsoverslag, indsendt af kommunens privatpraktiserende tandlæger vedr. borgere, der søger om kommunalt tilskud til tandbehandling. Det er en hyggelig lille tjans, og fagligt interessant, og så er samarbejdet os to sagsbehandlere i mellem fortrinligt. Jeg er desuden tilknyttet Region Sjællands Tandlægeforening, en regionsforening under Tandlægeforening. Her er jeg lønnet leder af sekretariatet, med ansvar for budget, regnskab, hjemmeside, medlemskontakt og referent på møderne. Jeg er med, hvor tingene sker, og er sparringspartner for bestyrelsen. Dejlig tjans og søde kollegaer.

Ellers skal tilværelsen bruges på Ollie, Anne, børn og børnebørn - og tid til at lege!



Ny bil - nyt køkken

Vores 'gamle' Peugeot 308SW havde nået en alder af 8 år, og planen var egentlig, at når jeg stoppede med at køre i Omsorgstandplejen, hvor jeg lagde egen bil til (krævede plads til nogle udstyrskasser og materialer), så ville vi skifte til en mindre model. Min kontrakt gik kun til sommerferien, så her skulle det efter planen ske. Men vi blev overhalet indenom af forskellige årsager. Pernille og Martin var samtidig meget interesserede i at overtage bilen, så ret beset kunne det ikke gå hurtigt nok. Der var ydermere et godt tilbud på en årgang 2017, fortsat en Peugeot 308SW, men med stor udstyrspakke, så pludselig havde vi glemt alt om vores plan, og handlet ny bil i april, og afhændet den gamle til de unge. At jeg så samtidig forlængede min kontrakt med et 1/2 år, det gjorde i princippet, at så fik vi også råd til at gøre, som vi gjorde :o)

Eneste rigtigt nye er farven, der er skiftet fra lys blågrå til bordeaux-rød metallak og 18" fælge. Og den skal holde i mange år!



Vores køkken er vel 25 år gammelt, og vi havde længe talt om, at der var meget, der trængte til 'en lille opfriskning'. Lågerne var slidte. Hylderne ligeså. Gulvets vinyl var svært at holde, og vægge og karme skulle males. Så i stedet for udgangspunktet, der var udskiftning af et par låger, så blev alt, undtagen komfur og køleskab, revet ud af køkkenet, og nyt blev sat ind. Fra småtingsafdelingen til en 'total make-over'. Køkkenet er jo ikke fysisk blevet større, men da et højskab er udskiftet med et lavt, og dermed har givet mere bordpalds, så føles det hele større. Og ikke mindst gulvet, der nu er linoleum i tern, er en kæmpegevinst, og fornøjelse at gå på og se på. Køkkenet er et Kolon-køkken, og det er super kvalitet! Firmat ejes af min faste billard-ven - og det talte lidt på bundlinjen :o)

Vi ofrede samtidig professionel maler til køkken, stue og træværk. Selvom vi ikke er malernovicer - svunget pensel og rulle et utal af gange i årenes løb - så orkede vi ikke at gøre det selv, og selvom det selvfølgelig koster alt sammen, så var det 'fuld valuta for pengene'. Meget tilfredsstillende forløb og resultat, og fin service og professionalisme fra chefens side, samt søde og kvalificerede ansatte. Bliver ikke sidste gang, vi hyrer Lillelunds folk.

Far, farfar, oldefar - 100 år


Den 22. oktober ville far være blevet 100 år. Dagen, var en søndag, og Aase og jeg havde lyst til at samles og mindes vores far. Anne og Torben var selvfølgelig også med, og ligeledes grankusine Gitte og hendes mand, Peter, samt gran-gran fætter Bo. En lille, stille sammenkomst, men ikke uden god mad og drikke, hvilket ville have været lige i fars ånd. Det eneste, vi sprang over, var cerutten. Det kendetegn, det kan vi ikke matche :o)

Dejlig eftermiddag, og dejligt at være sammen om minderne, og alle de billeder, som vi også fik brugt tiden på at gennemgå.



Med håbet om, at I alle må få en rigtig glædelig jul og et godt nytår, mange kærlige hilsner og tanker fra
Ollie, Anne & Poul