Han er bare fantastisk, den lille hund!
Da vi for 2 år siden fik en email fra Martin om, at vi da skulle se at få anskaffet en hund - drengene ville elske det! - så var der vist ingen af os der rigtig havde forestillet sig, hvilken ændring en sådan beslutning ville få på vores tilværelse og døgnrytme, ikke mindst min. Udgangspunktet var stadig, at jeg gerne ville have et levende væsen (Anne sover længe :o)) at komme hjem til. Valget stod mellem kat (som vi jo altid har haft, og altid været glade for) eller en hund, som vi aldrig har haft, og aldrig har sat os ind i, hvad det kræver og betyder. Men efter Martins mail, så blev hunden pludselig super interessant, og valget faldt på Ollie (Orange is the new black!). Alt det er historie. Og fra at være en lille hvalp, der kunne ligge i den hule hånd, er han nu en flot og langbenet Cocker Spaniel, der efterhånden har overtaget styringen af hjemmet, og gør det med kærlig pote, insisterende gøen og målrettet blik. Selv Anne har måttet overgive sig, og accepterer, at han endog opsøger hende i sengen, og putter. Hun har også tilgivet ham de 4 Birkenstock-sandaler, som han har gjort kål på i tidens løb (lettere at sluge, når far betaler, og når man er lidt flov over, at have 'sure tæer', der appellerer til hundens jagtinstinkt).
Apropos jagtinstinkt, så er det absolut undertrykt hos Ollie. De fleste vilde dyr registrerer han ikke, og løber kun efter dem, hvis de stikker af. En kat, der hvæser eller skyder ryg kunne han ikke drømme om at nærme sig. Gør måske lidt frustreret, men holder sig helst tæt på min ben, når vi møder en sådan. Eneste paniksituation opstod, da vi på en tur på Holbæk Fælled kom over til en nyudstykning, hvor der i en af haverne gik små brune høns frit. En af dem begyndte at løbe og så var Fanden (og Ollie) løs! Først hønen, så Ollie og sidst mig, gennem 3 hegn og haver og tilbage igen, før jeg fik stoppet legen. Hønen overlevede. Hundens hjerte galoperede og mit adrenalinspejl var helt i top. Showet blev overværet af 2 håndværkere, der morede sig højlydt. Heldigvis var der ingen beboere hjemme, så vi slap for at skulle forklare nærmere, eller undskylde postyret.
Generelt får vi gået en 10-12 km. dagligt, og ad mange forskellige ruter. Holbæk Fælled er fantastisk. Går ofte om morgenen med min 'hundeluftergruppe', omend Ollie hellere vil snuse end lege, undtagen hvis der er en hunhund i løbetid til stede. Så tager hormonerne over, og alle bremseklodse er slappe, og hørelsen blokeret. Holbæk Fjord er også et yndet område. Enten går vi ind i fjorden eller også ud mod Kirsebærholmen. Begge ture er på 4-5 km. Så er der skoven, og den har vi både mod øst og mod vest. Dejligt varieret og mange muligheder for at variere antallet af km. - og normalt går han uden snor. Ollie og jeg har også tilbragt mange solnedgangstimer på Kirsebærholmen, hvor jeg har kunnet gå rundt med et jern, og slå til et par bolde, mens han har kunnet snuse, løbe, bade, og stjæle mine bolde. Man kan kun blive i godt humør, når man ser en glad hund og logrende hale, og mærker hans opmærksomme blik og åbenlyse kærlighed. En hund er på mange måder et fantastisk middel mod depressive tanker og 'en dårlig dag'! Han er bare fantastisk!
Sikken et hundeliv!
Der er intet som et kølende fjordbad
Gløder i aftensolen
Målrettet
Set i bagspejlet, så har det ikke været noget dårligt år, måske lige med undtagelse af efterårets regn og søle, samt at jeg blev udsat for en proffesionel hundeklipper, der skulle bruge hele 2 timer på at få styr på mine lokker. Skyldtes måske også, at jeg havde umådeligt svært ved at sidde stille!